Af: Frederikke Borg Højfeldt
Vi er så langt inde i efteråret, man kan komme. Klokken er ikke mere end 14, alligevel er de gamle gadelamper blevet tændt. Fra én af gadelamperne hænger et gult skilt. Lykkemuseet står der, skrevet så bogstaverne former et smil.
Admiralgade i København, en gammel brostensbelagt gade fra 1500-tallet med skæve trapper og dyre adresser. Engang har der efter sigende ligget en lille forlystelsespark med en karrusel, og nu er det her, man måske kan finde hemmeligheden bag lykken. Det er i hvert fald her, man kan finde Lykkemuseet.
Denne søndag eftermiddag har et par turister fundet vej hertil. Det samme har Lykke. Altså mennesket Lykke Buhl Pedersen. En ung kvinde på 28 år, der som det første får øje på en bog med samme navn som hende.
”Den bog har jeg to af”, siger hun, mens hun peger på en spraglet bog stående lige ved indgangen.
Hun fik dem i fødselsdagsgave. Ikke fordi, hendes venner forventede, at hun ville blive et lykkeligere menneske af at læse 288 sider om lykke, men fordi hendes navn nu og engang er det samme.
Hvis hun skal være ærlig, har hun heller ikke fået den læst. Det skulle man ellers tro, for Lykke fortæller, at hun går rigtig meget op i at være et lykkeligt menneske.
”Jeg har altid tænkt, at formålet med mit liv er at finde ud af, hvordan jeg kan være lykkeligst, samtidig med, at jeg også gør andre glade. For jeg har haft perioder, hvor jeg ikke selv var glad,” siger hun.
Derfor forsøger hun også altid at være positivt indstillet til livet. Hun råber ikke efter andre på cykelstien, hun taler pænt til dem bag kassen, og så forsøger hun på ikke at spise kød. Medmindre der selvfølgelig er spegepølse med remoulade og ristede løg i kantinen, for skal hun altså have det.
Så fortæller hun om sit navn, Lykke. Hun fik det, fordi hendes forældre blev så lykkelige, da hun blev født. Det er i hvert fald det, de har fortalt hende, griner hun.
Hun voksede op i en lille østjysk by. Hun var dygtig i skolen, god til fodbold, fik høje karakterer i gymnasiet og kom ind på sin drømmeuddannelse i dansk og journalistik på RUC, hvor hun blev færdiguddannet fra i 2020. Lykke har altid vidst hvad hun ville. Lige indtil hun ikke vidste det mere.
For pludselig oplevede Lykke, at hun endte i det, hun selv kalder for en krise. En krise, hvor hun ikke længere vidste, hvad hun ville med sit liv og hvor tvivl, blev det nye normal.
Spørger man hende, hvordan det startede, fortæller hun om dengang hendes kæreste friede og ringen endnu ikke var nået frem. For det blev begyndelsen på, hvordan Lykke blev ulykkelig.
Generation ulykkelig er nutidens unge blevet kaldt, for selvom vi befinder os i et af verdens lykkeligste lande, har flere unge end nogensinde før det svært. Under den nyligt overståede valgkamp blev unges mistrivsel flittigt debatteret. Tallene taler nemlig deres tydelige sprog. 44 procent af unge mellem 16 og 25 år oplever psykisk mistrivsel som angst og depression, mens halvdelen har svært ved at leve på til deres egne forventninger for fremtiden. Det kunne man læse i den nye bog ’Mistrivsel i lyset af tempo, præstation og psykologisering’, udgivet af Center for ungdomsforskning den 10. november i år.
For unge voksne mellem 25 og 34 år kan Sundhedsstyrelsens rapport, ’Danskernes sundhed – Den nationale sundhedsprofil 2021’, der udkom i foråret 2022, fortælle, at hver fjerde kvinde og hver femte mand oplever dårligt mentalt helbred.
Det ville ikke være sandt at sige, at Lykke Buhl Pedersen lægger sig i den kategori af unge, som oplever dårligt mentalt helbred, for hun har hverken angst eller depression. På den måde skiller hun sig måske lidt ud. Men Lykke Buhl Pedersen har oplevet noget andet. Da hun begyndte at mærke den generelle tvivl om, hvordan hun gerne ville leve sit liv, blev hun en del af en god mængde unge voksne, der oplever præcis det samme.
For nogle år siden begyndte psykologer nemlig at tale om en krise hos unge voksne. De kalder den kvartlivskrise eller kvartvejskrise. En krise, der opstår på baggrund af tvivl om fremtiden og fortvivlelse over fortiden.
”Kvartlivskrise er et af de nye begreber, man har trukket frem. Det, man kan sige, er, at vi nu har en ungdomsgeneration, som på alle mulige måder er i krise. De har det vanskeligt og har svært ved at håndtere livet,” sådan siger Torben Bechmann Jensen. Han er professor i psykologi ved Københavns Universitet, og så ved han en hel del om ungdommen.
Fakta om kvartlivskrisen
Der findes ingen dansk forskning på området, men den britiske professor i psykologi Oliver Robinson definerer, ud fra sin forskning og undersøgelser af engelske unge, kvartlivskrisen som værende en tilstand, der rammer unge voksne i alderen 25 til 35 år. Det sker hyppigere for kvinder end for mænd. Dertil svarer respondenter over 30, at omkring en tredjedel kvinder og en fjerdedel mænd oplevede en kvartlivskrise i da de var mellem 25 og 29 år. Han definerer desuden to slags kvartlivskriser. Den første er den, hvor man føler sig låst fast i enten et parforhold eller et job, man ikke ønsker at være i. Mens man i den anden føler sig låst ude fra de ting, man gerne vil have i livet. Desuden viser en undersøgelse lavet af LinkedIn i 2017, at flest oplevede en kvartlivskrise, når de var 27 år gammel. Kilder: Oliver Robeinson og LinkedIn
De havde en idé om, at det skulle være herligt og festligt at være i 20’erne. De havde jo så mange muligheder i livet, så de burde jo bare være lykkelige, fortalte de til Mette Bratlann.
Udadtil lignede de succeshistorier med den perfekte Instagram-konto, gode karakterer, drømmestudie, drømmekæreste og høj selvtillid. Men indeni var selvværdet lavt, og når de sad der foran Mette Bratlann, ville den ene efter den anden fortælle om en grundlæggende tristhed og følelsen af at være faret vild i livet. De var i tvivl om parforhold, uddannelser, jobs, børn, men mest af alt var de i tvivl om de valg, de havde taget, nu også var dem, der skulle gøre dem lykkelige.
Mette Bratlann er en af de psykologer, der har arbejdet for at udbrede begrebet kvartlivskrise. Siden 2016 har hun haft sin egen psykologpraksis i hjertet af København, og gennem tiden har hun talt med over 2000 unge, fortæller hun.
I samtalerne med de unge voksne begyndte hun at lægge mærke til, hvordan de samme ting og samme problematikker blev nævnt igen og igen. Netop oplevelserne med de unge voksne, fik hende til at skrive bogen ’Kvartvejs’.
”Der er mange af dem, jeg møder, som tænker, at de må have gjort noget forkert. De må have fejlet, når de kan gå rundt og føle sig frustreret, i tvivl eller ensomme, men de har fået bluffet sig så godt til at ligne succeshistorier, at de slet ikke forstår, hvor almindeligt det er at have det på den måde,” siger Mette Bratlann.
På Frederiksberg ligger psykologpraksissen ’Den krøllede hjerne’. Her kommer der, ligesom ved Mette Bratlann, en del unge voksne ind for at tale om Kvartlivskrise hos Christoffer Kølgaard, der er autoriseret psykolog og indehaver af praksissen. Han kan fortælle meget de samme historier som Mette Bratlann. Også om lykken. For hos Christoffer Kølgaard nævner de unge også lykken.
”Det er sjovt,” siger han.
”For spørger man dem, hvornår de ville vide, at de var lykkelige, er der næsten ingen, der kan svare på det.”
Der er sket noget med ungdommen gennem det sidste århundrede. Det nævner både Mette Bratlann og Christoffer Kølgaard. Det samme gør Søren Harnow Klausen. Han er professor i filosofi ved Syddansk Universitet, og så har han brugt en stor del af sit arbejdsliv på at forske i lykken. I 2018 skrev han bogen ’På sporet af din lykke’, der skulle være med til at afmystificere, hvad lykke er.
”Der er ikke længere nogen fast drejebog for livet. Man kan ikke regne med, at man kan gå i sine forældres fodspor, og så skal det nok blive godt alt sammen. Derfor bliver man tvunget til at tænke mere over, om man skal leve på den ene eller anden måde,” forklarer Søren Harnow Klausen.
Engang blev man set som værende voksen, når man var blevet konfirmeret, og selvom det ikke lyder just opmuntrende, at ens skæbne var bestemt og kortene givet på forhånd, har det måske have været lettere at stille sig tilfreds med, hvad man blev budt dengang.
”Mennesker er jo grundlæggende dårlige til at træffe valg,” siger Christoffer Kølgaard.
Det er også derfor, det være svært at finde ud af alt lige fra, hvilken film man gerne vil se på Netflix, til hvilket job, uddannelse eller kæreste man skal have – hvis man overhovedet skal have det. For hvad kommer til at gøre én mest lykkelig?
Netop ideen om, at man burde være lykkelig, har Mette Bratlann det svært med, for som hun siger, ”har man den indstilling, at livet kun er lykkedes, hvis man er lykkelig, kommer man nemt til at føles som en falliterklæring.”
Måske er lykke faktisk en del af problemet, nævner Christoffer Kølgaard.
”Der en forestilling om, at lykke er lig med det gode liv, men der findes ingen bevidsthed om, hvordan man skal nå derhen. Du kan på en eller anden måde altid blive ved med at komme længere i det samfund, vi har nu. Du kan altid blive sundere, tjene flere penge, få flere venner. Så hvornår når man det punkt, hvor man er tilfreds og lykkelig,” spørger han.
Hun var lykkeligere sammen med ham, end hun havde været før, de blev kærester. Så meget vidste Lykke.
Han havde vist hende, hvordan livet også kunne være. Det behøvede ikke alt sammen handle om at klare sig godt i skolen – man skulle også huske at have det sjovt. Han havde rusket op i hendes tilværelse. På den gode måde. At og til havde tanken dog strejfet hende. Ville de det samme i livet, men hun havde slået den hen lige så mange gange.
Nu havde de været sammen i fem år. Alligevel havde hun ikke set det komme. Frieriet.
Han friede på den sidste dag i 2020. Lykke og hendes kæreste havde inviteret alle deres venner for at fejre nytårsaften. Da han satte sig ned på knæ foran Lykke, rakte han sit dankort frem mod hende, for Corona havde forsinket leveringen af ringen.
Lykkes første tanke var, ”du frier ikke til mig nu!”
Han havde sagt en masse søde ting til hende, men hun havde ikke hørt noget, ud over spørgsmålet. Hun sagde ja – for det er jo det, man siger. Især når 20 af ens venner står og kigger på. Lykke begyndte at græde af lige dele chok og glæde. Han krammede hende, og forsikrede Lykke om, at de kunne snakke videre om det dagen efter. Næste morgen sagde hun ja en gang til, og det føltes faktisk godt.
Det var først da foråret kom, at ringen også kom. Lykkes kæreste friede en gang mere på deres køkkengulv. Hun sagde ja igen, men da hun prøvede ringen, var den for stor.
Det havde været en aftale, at de først ville fortælle det rigtigt til folk, når ringen var kommet. Derfor havde Lykke heller ikke fortalt det vil sine forældre endnu. Hun havde valgt at fortælle det, som en lille announcement i en weekend, men Lykke havde svært ved at få det sagt. For indeni føltes noget forkert.
Når Lykke var sammen med sine venner, faldt snakken oftere og oftere på bryllup. Hun vidste, at hun ville have en fest, en lilla brudekjole, og at alle gæsterne skulle donere noget til velgørenhed i stedet for at give en gave. Men hun vidste bare ikke, om hun ville have et ægteskab.
For var resten af hendes liv gældsstiftelse og pensionsopsparinger, fælles madkort, og hver gang nogen bragte emnet børn op, blev hun dårlig. For Lykke ville ikke have børn, men det ville han gerne, og ville et ja til ham, også være et ja til børn?
Lykke var i krise, for var det her, også det liv hun gerne ville have?
Diskussionen om hvad der giver et godt og lykkeligt liv, har vi nærmest altid haft. Vi skal også helt tilbage til det gamle Grækenland, for at finde den første forståelse af lykken, fortæller Christian Bjørnskov. Han er professor i økonomi, men selv fandt han interessen for ’det her lykke-halløjsa’, da han var i gang med at skrive sin ph.d. om social kapital i økonomi, og således endte en økonom også som lykkeforsker.
”Selve begrebet lykke er meget, meget gammelt. Filosofisk har begrebet næsten altid blevet brugt til at beskrive, hvordan det gode liv burde være,” siger Christian Bjørnskov.
Det var antikkens tunge drenge Platon, Sokrates og Aristoteles, der 400 til 300 år før vores tidsregning leverede deres bud på, hvad lykke var. Platon og Sokrates var enige om, at lykke kom gennem en realisering af dyderne. Levede du altså et dydigt liv, ville du også ende lykkelig.
Aristoteles derimod begyndte at kigge på mere end bare det dydige liv, men også hvad vores sociale liv betød for vores lykke. Aristoteles var også af den opfattelse, at lykke ikke var noget, man kunne opleve glimtvis, men var noget, som kun kunne ses i et livsperspektiv.
Selvom man har diskuteret lykke længere end vores tidsregning rækker, er det først langt senere, at den tunge lykkeforskning rigtig begyndte, forklarer Christian Bjørnskov.
”Forskningen i, hvad lykke reelt er, begynder man langsomt at kigge på i 80’erne, men det kommer først rigtig gang i det i 90’erne. På den måde ligger der 2400 års filosofi bag begrebet, og måske 35 års rigtig empirisk forskning.”
Selvom man først begynder at forske i lykke i 80’erne, så var man allerede i årtiet inden begyndt at spørge ind til menneskers tilfredshed. Det skete i meningsundersøgelsen Eurobarometeret, men der var ingen, som brugte svarene om tilfredshed til noget. Det blev mere bare set som en ekstra krølle på halen i forhold til undersøgelsen, og første gang man i danske medier nævner tilfredshedsundersøgelsen er i 1994.
Spørger man Christian Bjørnskov, hvorfor det overhovedet er vigtigt at forske i lykke, svarer han,
”Af den simple grund, at det er vigtigt at forstå os selv. At være lykkelig og have et godt liv er et vigtigt drive for langt de fleste mennesker. Derfor er det noget vi i forskningssammenhæng bør vide noget om.”
Gennem forskningen har det også været muligt at blotlægge, hvor lykkelige vi er gennem livet. Her følger danskernes lykke samme form som et U. Derfor hedder kurven også Lykkens U-kurve. Netop U-kurven fortæller, at man som menneske starter med at være lykkeligst i barndommen. I teenageårene begynder lykken at dale, og når man rammer midten af fyrrene, rammer man også bunden på U-kurven. Heldigvis er der lys forude, for efter fyrrene begynder lykken at stige igen. Vi er altså lykkeligst som børn, og når vi bliver ældre.
Det fortæller også, at lykken begynder at dale, når udsigten til voksenlivet banker på.
Der findes to former for lykke. Der findes den flygtige lykke. Den, vi oplever, når noget godt sker for os i øjeblikke. Det er den flygtige lykke, som er med til at skabe minder, og som sætter gang i hjernens belønningssystem. Derudover findes der den, som bare er til stede i vores hverdag. Den, der fortæller noget helt generelt om, hvor lykkelige vi er, når livet bare er helt almindeligt og lugter lidt af leverpostej.
Christian Bjørnskov er dog ikke meget for at definere, hvad lykke er. ”Det, vi gør forskningsmæssigt, er, at vi ikke definerer det,” griner han.
”Spørger man folk, hvor lykkelige eller tilfredse de er med deres liv, efter vi havde defineret det, så ville forskerne få svar, der lægger sig op ad vores definition på lykken, men ikke folks egen.”
Professor i filosofi Søren Harnow Klausen vil derimod gerne give et bud på, hvad lykken er.
”Mit bedste bud på lykken er at have rigelig med grund til at være tilfreds med sit liv. Så hvis man har det, så vil jeg sige, at man lykkelig,” fortæller han.
Spørger man ligeledes Søren Harnow Klausen, om han mener, at vi er blevet mere besatte af at være lykkelige i dag end tidligere, er hans svar ”både ja og nej – nok mest nej”. Og med sit nej afviger han fra mange andre af tidens sociologer, psykologer og forskere i lykke, der ville have svaret et rungende ja til samme spørgsmål.
”Lad mig komme et med et eksempel,” siger han.
”Mange af de folkeeventyr, jeg fik læst på som barn, sluttede altid med ’og de levede lykkeligt til deres dages ende’. Det tyder jo på, at selv for 200 år siden, var det ikke uvigtigt at få et lykkeligt liv.”
Alligevel mener han også, at lykken er blevet mere eksplicit. For noget er sket siden, man skrev folkeeventyr. Mens det i eventyrene var en prins på en hvid hest, et halvt kongerige og et ægteskab, der ville bringe lykke, peger Søren Harnow Klausen nu på, at det er mindre klart, hvad lykken består af, eller hvad der skal gøre os lykkelige nu. Derfor er vi langt mere opmærksomme på lykken, end vi har været tidligere, og så er vi tilbage ved ungdommen og dens mange muligheder.
”Når man er 25, har man allerede tilbagelagt det kvarte liv, og sporene er for manges vedkommende ved at være lagt for fremtiden. Nu bliver mange af mulighederne indskrænket, for det er ved at blive for sent at blive rockstjerne eller professionel fodboldspiller. Det er faktisk for sent med meget. Det kan jo i sig selv være angstprovokerende, og det tærer sikkert meget på ens lykke,” fortæller Søren Harnow Klausen.
Lykke udskød turen til guldsmeden for at få ringen rettet til flere gange. Da hun en dag stod ude foran med den, var det eneste hun kunne tænke på, om det ville betale sig. For blev der overhovedet et bryllup?
Hun blev mere og mere ramt af en nagende tvivl om fremtiden og en dårlige samvittighed overfor sin kæreste. For hun havde ikke lyst til at forlade ham, men hun kunne heller ikke love noget, hun ikke kunne holde.
Ofte spurgte hun sig selv, ”fucker jeg hans liv op, og hvad med mig selv. Hvad med mit eget liv?”
Man burde være lykkelig, når man skal giftes med den, man elsker, men Lykke brød sig ikke engang om at gå med sin forlovelsesring. Det føles alt for intimt og måske endda lidt pinligt. Hun gik heller ikke normalt med smykker, og nu sad der en skinnende sten på fingeren, der signalerede, at hun var optaget.
Når hun skulle fortælle til sine kollegaer, at hun skulle giftes, så føltes det alt for privat at sige. Andre behøvede ikke at være en del af hendes kærlighedshistorie.
Lykke trak sig mere og mere fra sin kæreste, og de kunne begge mærke, at noget var galt. Så da hendes kæreste en dag bad hende om at sætte sig ned i sofaen og tog initiativ til den samtalen, hun ikke selv havde kunnet, var hun afklaret.
De skulle ikke giftes.
Bagefter tænkte hun, at det havde været kujon-agtigt af hende. For hun kunne have sagt det selv, og hun kunne have sagt det langt tidligere.
Det er nemmere at forholde sig til, at være ulykkelige end lykkelige – rent medicinsk i hvert fald. Lige over øjnene sidder vores frontale cortex. Den tilhører den del af hjernen, hvor alle de egenskaber, der gør os til mennesker, sidder. Det er i vores frontale cortex, der er aktiv, når vi oplever, at noget begejstrer eller tilfredsstiller os. Derfor er det også et af de områder, som spiller ind, når vi snakker om lykke. For på mange måder er det ren kemi. Både når vi er lykkelige, men også når vi er ulykkelige.
”Lykke er jo en mærkelig størrelse. Vi ved, hvad det modsatte er, for hvis man er ulykkelig, har miste glæden ved tilværelsen. Har man det tilpas længe, er man jo i virkeligheden deprimeret, og det er jo en sygdom, som man kan behandle.
Michael Winterdahl er lektor og professor i neuroimaging ved Aarhus Universitet. Så spørger man måske sig selv, hvad i alverden er det, og derfor plejer Michael Winterdahl egentlig bare at kalde sig selv for hjerneforsker.
For føler man sig ulykkelig, mangler man det kemiske stof serotonin i hjernen. Serotonin virker som et signalstof mellem hjernens celle. Derfor er det også serotonin, man bruger til at behandle depressioner med. I folkemunde kalder man det for lykkepiller, selvom deres rigtige navn nu er antidepressive piller.
Fakta om neurotransmittere og hormoner
Endorfiner dannes af kroppen selv og er forskellige typer af hormoner. Endorfiner er både med til at nedsætte følelsen af smerte i kroppen, hvor det virker lidt på samme måde som morfin. Derudover er endorfinerne også dem, der kan give en følelse af eufori. Så spiser vi noget, der smager godt, dyrker motion eller har sex, så sørger endorfinerne for, at hjernen frigiver dopamin. Dopamin er et signalstof, der også kaldes for neurotransmittere. De overfører signaler fra et sted i hjernen til at andet. Dopamin regulerer euforien, og hjælper os med at huske, hvad vi syntes var rart at opleve. Serotonin er også en neurotransmitter. Serotonin har mange virkningsområder, hvor et af dem er vores humør. Derfor kan for lidt serotonin føre til depressioner. Kilder: Michael Winterdahl og Netdoktor.dk
Hvorfor man pludselig begynder at mangle serotonin, findes der ikke et helt klart svar på, men Michael Winterdahl fortæller, at vores tanker spiller en stor rolle. Siger man ofte til sig selv, at man ikke er god nok eller ingen værdi har. Ja, så påvirker det faktisk hjernen negativt.
”Nogle tankemønstre kan bide sig fast, og de nervebaner, der er involveret, kan blive forstærket af det. Så tanken kan rent fysisk ændre hjernen, og på den måde ændrer det også hjernes kemi.”
I den mere positive afdeling af hjernens kemi, finder vi endorfiner og dopamin. For selvom lykke ikke specifikt kan defineres, så ved man, at det ligger meget tæt på nydelse. Micheal Winterdals bud er da også, at følelsen af lykken ligger tæt nydelsen bare uden så meget begær involveret.
”Det er sjældent i øjeblikket, man er opmærksom på det, at man var lykkelig. Derfor er det også typisk noget retrospektivt, folk nævner, hvis de bliver spurgt, hvornår de sidst var lykkelige. Men fordi vi alle vel stræber efter lykken, så kan man måske nogle gange tage lidt fejl af, hvad det er vi stræber efter.”
Forskningen viser nemlig, at det ikke er materielle ting, der giver os mere lykke.
Til sidst har Michael Winterdahl en pointe mere, han gerne vil have med, og for dem, der husker den norske serie Skam, kommer det måske ikke som en overraskelse. For mennesker trænger mennesker.
”Lykke er på mange måder en social ting. Det er meget vigtigt, og det glemmer vi måske lidt at huske os selv på. Vi mennesker er i bund og grund bare nogle super sociale dyr. Vi bliver ulykkelige, hvis vi er alene, eller hvis vi føler os alene. Man kan selvfølgelig godt føle sig alene, selvom man er omgivet af mennesker, men som regel bliver man lykkeligere af at være sammen med andre.”
Hvad kan man ellers gøre for at blive lykkeligere? Man kan måske starte med ikke at forvente, at livet altid skal være lykkeligt, siger Mette Bratlann.
”I mine øjne, er det faktisk et fuldstændig horribelt krav til livet, at det altid skal være lykkeligt. Det er en alt for brutal forventning, som man kun kan blive skuffet over.“
Derfor handler en stor del af hendes samtaler om at give livet lov til at være meget andet end bare en stræben efter lykke. For som hun selv siger, er en af de vigtigste livsopgaver at finde ud af, hvordan kan man leve et liv, som man gider at sige ja til, når man vågner om morgenen. Også selvom man hverken kan være glad eller lykkelig hver dag.
Dernæst er der selvfølgelig også den ældgamle trave, som Søren Harnow Klausen kalder det. Man skal lære sig selv at kende, og finde ud af, hvad der er godt for én som menneske.
”En rigtig stor del af folks ulykke skyldes, at der er et dårligt match mellem, hvad de søger i livet, og hvad de faktisk har godt af og er i stand til. Man skal have selverkendelsen og justere sine mål i forhold til, hvem man er, og hvad man kan.”
Netop det det er Christian Bjørnskov enig i.
”Man kan have nogle forventninger til, hvordan livet bør se ud, og sådan her skal man leve sit liv, og så ender det med, at det bare ikke passer med den, man er, eller den man er blevet til”.
Og så minder han om, at det måske ikke står så skidt til med lykken, som man kunne tro, når man hører om mistrivsel og livskriser.
”Danskerne er nogle af verdens lykkeligste unge. Det skal vi altså huske at holde fast i.”
De boede sammen tre måneder efter, de var gået fra hinanden. Det begyndte at være mere og mere underligt at støvsuge, for snart var det ikke hendes hjem mere.
Lykke flyttede ind i et kollektiv på Frederiksberg, og selvom hun ikke længere var ked af det, flyttede tvivlen med. Hun vidste, at de næste ti år, ville hun befinde sig i målgruppen af folk, der gerne ville have børn. Og hvad ville der ske, når hendes venner begynder at får børn. Var der stadig nogen, der ville tage med hende i byen? Ville hun komme til at blive ensom.
Lykke slog tankerne hen med, at så længe det ikke var hende, der skulle sørge for at børste nogens tænder, var det fint. Hun mindede sig selv om, at hun var heldig, og hun var fri til at gøre det, hun gerne ville. Hun havde gode venner, et tag over hovedet, et godt job. Lykke mærkede efter. Hun var tilfreds med sit liv.
”Jeg er lykkeligere i dag, Jeg er lykkeligere i dag, end jeg var dengang” siger Lykke.
Hun kigger ned på sin forlovelsesring. Hun havde spurgt ham, om han ville have den tilbage, men det havde været en gave til hende. Den første tid, efter de gik fra hinanden, kunne hun ikke gå med den. Nu har hun den ofte på. For den minder hende om, at hun har været elsket og er elsket af mange, fortæller hun.